Jeg arbejder som fluen på væggen.
Jeg ser det, andre overser, lytter til det, der ikke bliver sagt, og finder mønstrene i det kaos, vi kalder liv.
Det er sådan, jeg finder historier, der betyder noget.
Jeg elsker at nyde en kop kaffe og en god historie sammen med mine drenge.
Mit arbejde som storyteller, fotograf og dokumentarist er ikke begyndt i et studie, men i livet selv.
Som barn lærte jeg en Pixibog udenad. Alle andre læste den én gang og glemte den. Men historien blev hos mig. En tøjkanin, ingen ville købe, fordi den var i stykker — og som alligevel endte med at bringe lykke til et barn, der så noget andet end det, der manglede.
Måske var det dér, det begyndte.
At værdi ikke altid ligger i det perfekte.
Men i det man vælger at se.
Senere kom fodbolden. Struktur. Disciplin. Kroppen i et system, hvor alt havde en retning. Indtil jeg pludselig stod foran kameraet i en TV2-produktion og spillede en version af mig selv. Og noget skiftede. Fra at være i historien — til at begynde at se den udefra.
Jeg har siden bevæget mig gennem forskellige verdener. Tingbjerg. Sandholmlejren. Berlin. Stasimuseet. Det tidligere Stasi-fængsel. Steder hvor mennesker lever i systemer, og hvor historierne ikke altid bliver sagt højt, men eksisterer i pauserne imellem.
Det er dér, mit blik er blevet formet.
I dag arbejder jeg med film, fotografi og podcast. Jeg bevæger mig mellem det dokumentariske og det strategiske, mellem observation og fortælling.
Men kernen er stadig den samme.
Jeg leder ikke efter det perfekte.
Jeg leder efter det sande.
Jeg lytter.
Jeg forsøger at forstå mennesket foran mig.
Jeg hører det sagte og usagte.
Historien former sig.
Jeg vælger det medie, der kan bære den.
Og jeg fortæller den, som den opleves — ikke som den forklares.
